Lille udpluk af mine digte

             Du kan læse nogle af digtene til venstre for dig.




Fest.     

 

Skål, skål, og endnu engang skål,

Sjusserne indtages i store mål.

En efter en glider de forbi din drøbel,

Du er i selskab med værtshusets pøbel.

 

 

Der råbes om kap, det lyder som vilde dyr,

Man tror man på verdenssituationen har styr.

Egoet vokser for hver sjat vand der leveres,

Hvilket sker ofte, da meget bliver konsumeret.

 

 

Altid vendes fortiden og det gode man har gjort,

I alkoholens tåger glemmer man det værste lort.

Enten vokser selvværdet jo mere sprut man får,

Eller bliver ynkelig og klagende over livets sår.

 

 

Værtshuset lukker mens du stadig tørster,

Du inviterer dem med hjem, de stive børster.

Der danses til musikken, der råbes atter skål,

Pludselig er der på din beholdning gjort kål.

 

 

Øjnene tindrer og kroppens celler lider,

Mens væsken i lind strøm gennem halsen glider.

Langsomt begynder maven at virke på skidtet,

Ansigtet er fedtet, farven er hvid som kridtet.

 

 

Selv om kadaveret begynder at ryste og dirre,

Lader man stadig glassene og flaskerne klirre.

Utallige gange råber man i den store tragt

For man har ikke længere over legemet magt.

 

 

Hele næste dag føler man sig temmelig sløj,

Lister forsigtigt omkring, tåler slet ingen støj.

Stille rydder man op, glas, flasker og kopper,

Sluger en flok piller, håber hovedpinen stopper.

 

 

Man føler sig bedre og bedre i løbet af dagen,

Ser sig i spejlet og gyser men udbedre skaden.

Kan døden mon have stukket sit hoved frem,

Har man været tæt på sit opri

Fest.

 

Skål, skål, og endnu engang skål,

Sjusserne indtages i store mål.

En efter en glider de forbi din drøbel,

Du er i selskab med værtshusets pøbel.

 

 

Der råbes om kap, det lyder som vilde dyr,

Man tror man på verdenssituationen har styr.

Egoet vokser for hver sjat vand der leveres,

Hvilket sker ofte, da meget bliver konsumeret.

 

 

Altid vendes fortiden og det gode man har gjort,

I alkoholens tåger glemmer man det værste lort.

Enten vokser selvværdet jo mere sprut man får,

Eller bliver ynkelig og klagende over livets sår.

 

 

Værtshuset lukker mens du stadig tørster,

Du inviterer dem med hjem, de stive børster.

Der danses til musikken, der råbes atter skål,

Pludselig er der på din beholdning gjort kål.

 

 

Øjnene tindrer og kroppens celler lider,

Mens væsken i lind strøm gennem halsen glider.

Langsomt begynder maven at virke på skidtet,

Ansigtet er fedtet, farven er hvid som kridtet.

 

 

Selv om kadaveret begynder at ryste og dirre,

Lader man stadig glassene og flaskerne klirre.

Utallige gange råber man i den store tragt

For man har ikke længere over legemet magt.

 

 

Hele næste dag føler man sig temmelig sløj,

Lister forsigtigt omkring, tåler slet ingen støj.

Stille rydder man op, glas, flasker og kopper,

Sluger en flok piller, håber hovedpinen stopper.

 

 

Man føler sig bedre og bedre i løbet af dagen,

Ser sig i spejlet og gyser men udbedre skaden.

Kan døden mon have stukket sit hoved frem,

Har man været tæt på sit oprindelige hjem?

 

                 Christina Sarvik

-----------------------------------------------------------

ndelige hjem?

 

                 Christina Sarvik

-----------------------------------------------------------

 

Skål, skål, og endnu engang skål,

Sjusserne indtages i store mål.

En efter en glider de forbi din drøbel,

Du er i selskab med værtshusets pøbel.

 

 

Der råbes om kap, det lyder som vilde dyr,

Man tror man på verdenssituationen har styr.

Egoet vokser for hver sjat vand der leveres,

Hvilket sker ofte, da meget bliver konsumeret.

 

 

Altid vendes fortiden og det gode man har gjort,

I alkoholens tåger glemmer man det værste lort.

Enten vokser selvværdet jo mere sprut man får,

Eller bliver ynkelig og klagende over livets sår.

 

 

Værtshuset lukker mens du stadig tørster,

Du inviterer dem med hjem, de stive børster.

Der danses til musikken, der råbes atter skål,

Pludselig er der på din beholdning gjort kål.

 

 

Øjnene tindrer og kroppens celler lider,

Mens væsken i lind strøm gennem halsen glider.

Langsomt begynder maven at virke på skidtet,

Ansigtet er fedtet, farven er hvid som kridtet.

 

 

Selv om kadaveret begynder at ryste og dirre,

Lader man stadig glassene og flaskerne klirre.

Utallige gange råber man i den store tragt

For man har ikke længere over legemet magt.

 

 

Hele næste dag føler man sig temmelig sløj,

Lister forsigtigt omkring, tåler slet ingen støj.

Stille rydder man op, glas, flasker og kopper,

Sluger en flok piller, håber hovedpinen stopper.

 

 

Man føler sig bedre og bedre i løbet af dagen,

Ser sig i spejlet og gyser men udbedre skaden.

Kan døden mon have stukket sit hoved frem,

Har man været tæt på sit oprindelige hjem?

 

                 Christina Sarvik

-----------------------------------------------------------

 

      
           



Skål, skål, og endnu engang skål,


Sjusserne indtages i store mål.


En efter en glider de forbi din drøbel,


Du er i selskab med værtshusets pøbel.


 


 


Der råbes om kap, det lyder som vilde dyr,


Man tror man på verdenssituationen har styr.


Egoet vokser for hver sjat vand der leveres,


Hvilket sker ofte, da meget bliver konsumeret.


 


 


Altid vendes fortiden og det gode man har gjort,


I alkoholens tåger glemmer man det værste lort.


Enten vokser selvværdet jo mere sprut man får,


Eller bliver ynkelig og klagende over livets sår.


 


 


Værtshuset lukker mens du stadig tørster,


Du inviterer dem med hjem, de stive børster.


Der danses til musikken, der råbes atter skål,


Pludselig er der på din beholdning gjort kål.


 


 


Øjnene tindrer og kroppens celler lider,


Mens væsken i lind strøm gennem halsen glider.


Langsomt begynder maven at virke på skidtet,


Ansigtet er fedtet, farven er hvid som kridtet.


 


 


Selv om kadaveret begynder at ryste og dirre,


Lader man stadig glassene og flaskerne klirre.


Utallige gange råber man i den store tragt


For man har ikke længere over legemet magt.


 


 


Hele næste dag føler man sig temmelig sløj,


Lister forsigtigt omkring, tåler slet ingen støj.


Stille rydder man op, glas, flasker og kopper,


Sluger en flok piller, håber hovedpinen stopper.


 


 


Man føler sig bedre og bedre i løbet af dagen,


Ser sig i spejlet og gyser men udbedre skaden.


Kan døden mon have stukket sit hoved frem,


Har man været tæt på sit oprindelige hjem?


 


                 Christina Sarvik


-----------------------------------------------------------





             

   

  

Computeres harddisk

  

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

21.09 | 15:31

Det bedste, der er skrevet om opstigningssymptomer <3 Håber, rigtig mange må læse og forstå. Har delt dine ord på Facebook.

...
14.10 | 22:25

Kære Christina
Her kommer jeg ind på din side, lidt ved et tilfælde, og er fuldigstændig overrumplet over skønheden i dine malerier....!
kh Kirsten

...
25.11 | 01:45
BIG BANG DIGTET har modtaget 13
25.11 | 01:42
DIKTATUR? har modtaget 3
Du kan lide denne side